Den bedste thai-inspireret kylling i rød karry! // Panang kylling

Den bedste thai-inspireret kylling i rød karry! // Panang kylling

Kylling i panang karry. Men pas på! Den er hamrende stærk 🌶

Du kan selvfølgelig variere den efter din smag, men størstedelen af panang karrypastes indeholder gode mængder chili.

Der findes mange varianter af kylling i karry, det kan både være den milde gule karrysauce til ristaffel. Eller kraftige sauce i indiske og thailandske retter. Vores opskrift er inspireret af de to sidstnævnte.

Panang karrypastaen plejer vi at købe i det nærmeste asiatiske supermarked eller i Føtex.

Panang curry/karrypasta eller består oftest af karry, frisk chili, hvidløg og galangarod. Farven på pastaen afhænger af farven på chilien.

Den grønne er den mildeste, derefter den gule og til sidst den røde, som er stærkest.
Den røde er den vi bruger i denne opskrift.

Et kæmpe plus ved denne opskrift er at den er super billig at lave og den mætter rigtigt godt. Den er nem at lave til mange mennesker og kan laves med så mange grøntsager, som du har lyst og kan lide.

Når du først har købt karrypastaen, kan den bruges til retten min. 5-6 gange. Du kan variere og tilføje ekstra grønsager, som du har lyst.

Karrypasta bøtte og indhold

Spis lige fladbrød til

Denne karry er absolut en af favoritterne herhjemme. Vi spiser den meget stærk – og her mener vi virkelig stærk!
Sådan så man rykker sig på stolen og skal spise tilbehør ind imellem, for at fjerne den brændende fornemmelse i ørerne. 

Tilbehøret er også vigtigt i denne ret. Du kan nøjes med naan brød (fladbrød med spidskommen) og ris. Hvis den er rigtigt stærk, er en god chutney din bedste ven. Derudover kan du tilføje groft hakkede peanuts/cashew nødder, frisk koriander og lime, neutral yoghurt med mynte. 

Vores version af panang karry tager lidt tid, men passer sig selv det meste af tiden. Jo længere tid den får lov at simre, jo bedre. Den kan godt laves på 1,5 time og stadig blive helt perfekt, hvis kyllingelårene er tøet op først.
For at lette presset fra hverdagen, sætter vi den over så snart kommer hjem om eftermiddagen. Så kan det sidste sættes sammen på en halv time inden spisetid.

Retten kan også laves på kyllingebryst filet, men så skal væsken i opskriften være fond, for smagens skyld. Kog kyllingebrysterne for sig selv og riv kødet med to gafler inden de kommes i retten.

Kylling i panang karry 

  • 3 pers.
  • 180 min.

Ingredienser

  • 2 spsk (med top) karrypasta
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 spsk ketchup
  • 1/2 liter fond, boullion eller vand
  • 1 peberfrugt
  • 1 løg, i både
  • 4 fed hvidløg, finthakket
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk fiskesovs (kan undlades og erstattes med en ekstra tsk salt)
  • 2 dl ris
  • 2 frosne hele kyllingelår med rygben
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

Start med at tænde ovnen på 220 grader (varmluft 200 grader)

Smør et fad med olie, hvor kyllingelårene kan ligge i. Læg dem i fadet med skindsiden nedad. Strø salt på den side som vender opad. 

Efter en halv time vendes lårene med skindsiden opad, strø salt på og tilbage i ovnen. De skal cirka have 1 time i alt i ovnen, de behøver ikke at være fuldstændigt gennemstegt.

Imens kan risene sættes over, hvis du følger denne opskrift passer risene sig selv. Snit løgene i både og hak hvidløg. 

Når kyllingelårene er gyldne og skindet sprødt er de færdige. Tag dem ud og til dem til afkøling på køkkenbordet. Det hjælper at fjerne skindet og skille kødet lidt ad, det gør køleprocessen hurtigere. 

Når de er kølet nok, pilles alt kødet af benene og i mindre stykker. Benene gemmes til saucen.
Til dette er et par engangshandsker uundværlige.

Karry saucen

Kom karrypastaen i en tykbundet gryde ved høj varme. Når gryden er ved at være varm tilføres fonden eller vandet. 

Kom de skrællede kyllingeben i. Skru ned på middel varme og lad det hele simre. 

Lad det simre mindst 10 min.

Fisk benene op af gryden og tilføj løgbådene og hvidløg i gryden. Imens kan peberfrugten skæres i store tern (cirka 2×2 cm)

Det pillede kyllingekød og dåsen med kokosmælk kommes derefter i gryden.

Tilføj ketchup, fiskesovs, sukker og salt. Smag til og tilføj mere sødme og salt efter behov. Hvis den skal være mere flydende kan der tilføjes lidt mere fond/vand.

Sluk for kogepladen og lad gryden stå. Til sidst tilføjes peberfrugten i tern. Imens kan naan brødet varmes i ovnen eller på brødristeren.

Retten kan spises med eller uden ris. Vi plejer at lave nok af karrysaucen til, at dyppe brødet i.

Vi plejer at købe naan brødene fra Fakta (de bedste!), de har 2 for 10 kr. på brødhylden. Ellers er de også super nemme at lave selv, se vores opskrift her. De kan laves med ingredienser du højst sandsynligt har i skabet.

Kyllingelårene med rygben er det nemmeste at arbejde med i hverdagene. Vi vil gerne kunne koge lidt på benene og samtidig undgå at stå med en hel kylling. Det er også fordi vi er virkeligt dårlige til at huske at tø kylling eller kød op inden.

Vi finder tit 1500 g. kyllingelår med rygben til 20-35 kr. Rema 1000 har dem ofte på tilbud til 20 kr. for en pose med 5-6 vinger.
Hvis du har rigtigt god tid, kan det være en fordel at koge fond på en hel kylling inden.

Dette indlæg har 1 kommentar

Skriv et svar