Haydari – cremet dip med feta og peberfrugt

Haydari – cremet dip med feta og peberfrugt

Haydari på den nemme måde

En favorit dip herhjemme er haydari. Den tyrkisk inspirerede feta creme er så lækker til både kød, kylling, brød, grønsagsstave og vegansk tilbehør som falafler, tofu eller andre kød alternativer. Forleden dag fik vi pita, smurt med haydari, sprøde salatblade, friske skiver tomat og øko falafler fra Urtekram

Og ja, vi ved godt at de ikke længere må kaldes feta, medmindre det er fra Grækenland (uden ko mælk). Men de hvide oste er næsten ikke til at skelne fra den originale. 

Vi laver den uden at blende den, men vi finthakker alle ingredienserne så der stadig er lidt bid og konsistens i dippen. 

Chili og hakket peberfrugt og løg
Med hjemmedyrket chili 🌶🔥

Finjuster din som du vil

Denne opskrift er måden vi altid laver den, man kan derfor sagtens selv tilføje ingredienser, som man kan lide. Til at starte med hakkede vi også en halv tomat, men så bliver den ret vandet og kan ikke gemmes til dagen efter. Hvis ikke vi får spist det hele sætter vi den i køleskabet, men den skal spises dagen efter, for at blive ved med at være lækker.

Du kan også blende den, hvis du synes det er mere lækkert. Jeg hader bare at gøre blenderen ren og vi har ikke en stavblender. 

Vores sindssygt stærke panang karry kan også dæmpes ved at dyppe naan brødet i dippen. Det er en god kontrast til gryderetten både i konsistens og smag, samtidig med at den giver lidt knas.

Kan man fryse fetaost?

Vi plejer at bruge den hvide ost i blok fra Puck (smørreosten herfra er også vanvittig), den deler vi i 2 og fryser den ene halvdel ned. Når man fryser hvid ost/feta bliver konsistensen meget smuldret, men smagen forbliver den samme. Det er perfekt til næste omgang haydari, men den forbliver ikke fast, hvis du nu gerne vil bruge den i tern. 

Hvis vi er godt forberedte, køber vi den i lokale tyrkiske supermarkeder, hvor de har frisk og cremet hvid ost. Eller de supermarkeder, hvor de har en vogn, der sælger oliven, feta, samosa og arabisk brød.

Skål med Haydari

Cremet dip med peberfrugt og hvid ost

  • 2 pers.
  • 15 min.

Ingredienser

250 g. hvid ost (fx Puck)

1/2 løg

1/2 peberfrugt

1 lille fed hvidløg

1/2 frisk chili (kan undlades, eller udskiftes med tørret, pulver eller sauce)

lidt hakket persille

Salt og peber

Fremgangsmåde

Finthak alle ingredienserne og pres hvidløget.
Vi plejer at bruge en smule frossen hakket persille, hvis ikke vi har den frisk.

Osten smuldres med en gaffel.

Alle ingredienserne blandes godt sammen og smages til med salt og peber.

Sæt dippen på køl i mindst 10 minutter inden den serveres, så den lige samler sig lidt igen. 

Læs også vores opskrift på nemme naanbrød, som er sprøde og lækre at dyppe i, endda med ingredienser du ofte har stående.

I opskriften bruger vi frisk chili, som vi har dyrket fra frø vi selv har tørret. Der er noget virkeligt tilfredsstillende i at kunne bruge ingredienser, som man selv har passet og plejet 💕

Chiliplante med modne frugter

Dette indlæg har 1 kommentar

Skriv et svar